Smerter i mellemfoden

Svangseneirritation, træthedsbrud m.m.

Svangseneirritation
Irritation i svangsenen kan være meget smertefuldt, da aflastning er vanskelig. Senen, som strækker sig fra forfoden til hælen, belastes i hvert eneste skridt, da den udspændes ved fjedring og sammentrækkes i afsættet. Der kan opstå små overrivninger i senen, særligt ved løb i ujævnt og bakket terræn.

Træthedsbrud
Træthedsbrud (stressfraktur) i de lange rørknogler kan forkomme ved overdreven træning, hvor smerten ignoreres. Typisk udvikles træthedsbrud, når træningsmængden øges, ofte i den tunge træningsperiode op mod halvmarathon eller marathon.

Træthedsbrud er små revner i knoglevævet, som opstår, når belastningen bliver for stor.
Symptomerne på træthedsbrud er tiltagende smerte på løbeturen eller, med andre ord; smerterne forsvinder ikke, når du bliver varm. Det skyldes en øget blødning i knoglen, og smerten bliver ofte jagende.

Røntgen kan ikke afsløre stressfraktur i det tidlige stadie. En knoglescintigrafi, hvor der indsprøjtes kontrastvæske, er en mere sikker metode, men ventetiden på sygehusene kan være lang.

Behandlingen af træthedsbrud er - som ved andre brudtyper - hvile. Den bedste forebyggelse af stressfrakturer er gode løbesko med optimal stødabsorbering. Løb mange kilometer i den bløde skovbund, og undgå beton. En dynamisk indlægssål kan understøtte fodbuerne og bidrage til at nedsætte belastningen på de lange rørknogler.

Hormonelle påvirkninger
Kvinder, der starter løbetræning efter endt graviditet, kan opleve at deres fødder pludselig er blevet 1-1½ nummer større. Den hormonelle ændring sammen med øget vægt under graviditeten kan få fodbuerne til at synke, hvilket øger belastning på svangsenen. Individuelt tilpassede såler kan understøtte fodbuen og svangsenen, og med supplerende fodøvelser kan smerten reduceres.

Ydersiden af mellemfoden
På ydersiden af mellemfoden kan der opstå smerte ved løb i ujævnt terræn. En sene fra den ydre lægmuskulatur (peroneus longus) krydser ind under mellemfoden, og trækket fra senen kan ved vrid i mellemfoden forskyde en lille terningformet knogle (cuboideum) ind under foden og låse sig fast.

 

Har du brug for behandling eller rådgivning?

>> BOOK DIN KONSULTATION HER

Find info om behandling og priser her