Kortison-indsprøjtning – for og imod

Det er oftest sundere ikke at få kortison-indsprøjtning

Kortison-indsprøjtning - for og imod
Tålmodigheden kan komme på prøve, når din løbeskade ikke vil forsvinde. Måske venter der en vigtig konkurrence eller et maratonløb forude, og træningen er gået i stå. Du mærker frustrationen og panikken begynder at brede sig. Du har brug for en behandling, der kan fjerne dine smerter her og nu, så du hurtigt kan komme tilbage til din træning. Og nu er du blevet anbefalet at få indsprøjtet kortison lokalt, der hvor du har ondt. Men tvivlen er over dig. Er det en god ide?

Hvad er kortison?
Kortison er en steroid hormontype, som findes naturligt i kroppen. Den produceres i binyrerne (binyrebarken), og produktionen øges typisk ved stress. Kortison undertrykker stoffer i kroppen, som er ansvarlige for inflammation - altså er kortison et vigtigt hormon ved opheling af vævsskader.

Læger kan supplere kortison ved indsprøjtning (blokade) lokalt, typisk i seneskeder, slimsække eller direkte ind i et led. Her anvendes ofte Kenalog, som er et syntestisk præparat, men med samme virkning som kortison. Ved indsprøjtning af stoffet mangedobles den antiinflammatoriske proces, og ophelingen får et boost.

Så, hvorfor ikke sige ja til en behandling der kan fixe din løbeskade på rekordtid?

Bivirkninger ved kortison-indsprøjtning
Kortison som indsprøjtning, og som tillæg til kroppens egen kortisonproduktion, kan have en skadelig effekt på vævet. Det er dokumenteret, at en unaturligt stor dosering af kortison kan forårsage omfattende svækkelser af sener og beskadige ledbrusken.

Tilført kortison ved achillessenebetændelse er desuden mistænkt for at være årsag til, at achillesenen springer.

Kortison giver falsk tryghed
I en indsprøjtning er der ud over kortisonen også et smertestillende præparat, som lokalbedøver dine smerter med virkning i et par uger. Derfor opleves der typisk en umiddelbar god effekt af blokaden, da smerten ikke længere opleves. Men det er falsk tryghed. Du er stadig skadet, blot uden at have ondt. Når den smertestillende medicin er ude af kroppen efter et par uger, vender smerten tilbage; i mange tilfælde i forøget styrke, fordi du ikke havde smerten til at sætte grænser for dig.

Sundere ikke at få kortison-indsprøjtning
Det sundeste er at lade din egen kortisonproduktion bestemme tempoet, når din skade skal opheles. Du bør derfor ikke lade dig friste til at få lagt en blokade for at vinde tid.

Seneskader skal styrkes ved genoptræning. Herved rustes senen til at kunne modstå belastningen ved løbetræning.

Ved indsprøjtning af kortison svækkes senen, og der er stor risiko for, at skaden vender tilbage. Jeg har set flere tilfælde af løbere, der har fået kortisonindsprøjtninger helt op til otte gange for samme seneskade - uden at få ordineret genoptræning.

Hvornår er kortisonindsprøjtning en god ide?
I tilfælde, hvor din egen kortisonproduktion er nedsat, kan det være en god behandling at få tilført kortison. Der er visse gigtsygdomme, som påvirker hormonproduktionen, og her kan det også være nødvendigt med medicinsk behandling.

Ved bursit (betændelse i slimsæk) er en kortisonindsprøjtning, som lægges rigtigt, en uskadelig behandling, og den kan fjerne hævelsen i slimsækken med det samme. Men for lægen kræver det god rutine at ramme rigtigt. Derfor er en ultralydsscanner et unikt hjælpemiddel til at navigere rigtigt. Hvis indsprøjtningen ikke rammer rigtigt, skades det raske væv.

Vælg den sunde løsning
Tænk på kortisonindsprøjtning som en behandling, der kun bør anvendes til gigtsygdomme eller slimsækbetændelse. I stort set alle andre tilfælde er genoptræning en bedre løsning.

Kortison-indsprøjtning har flere navne - der betegner det samme:

  • blokade
  • binyrebarkhormon-indsprøjtning
  • steroid-indsprøjtning/injektion.
  • Kortison-indsprøjtning/injektion.

 

Har du spørgsmål om kortison-indsprøjtninger?

Hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning om kortison-indsprøjtninger, er du meget velkommen til at kontakte klinikken.

Kontakt Per Øllgaard - fysioterapeutisk specialklinik for løbere